Södra fordobler produktionen af trykimprægneret træ

Södra Wood har fordoblet sin produktion af trykimprægneret træ

Ændrede konkurrencevilkår på markedet får nu Södra Wood til at skrue gevaldigt op for produktion og salg af trykimprægnerede trævarer til det danske marked.

Konkurrencevilkårene på markedet har ændret sig favorabelt for virksomheden, og tidspunktet for en opjustering kunne ikke være bedre.
”Som den eneste leverandør af trykimprægneret træ i Danmark råder vi over vore egne skove, egne savværker, eget imprægneringsanlæg og egne salgskanaler, så det giver os en kæmpe fordel. Ved at have det hele samlet i en og samme koncern bliver vi væsentligt mere konkurrencedygtige”, forklarer Södra Woods administrerende direktør, Frank Lund Larsen.

 

 

 

Imprægneret helt ind til kernen

Södra fremstiller udelukkende trykimprægneret træ af højeste kvalitet for at sikre den længst mulige holdbarhed. Der er stor forskel på kvaliteten af trykimprægneret træ, og overfladen kan bedrage. Træ fra Södra Wood er trykimprægneret i henhold til kvalitetsnormerne for NTR (Nordisk Træbeskyttelses Råd), så imprægneringen trænger helt ind til træets kerne. Der anvendes udelukkende de nyeste og mest miljøvenlige imprægneringsmidler, som giver træet en lang holdbarhed. Til sammenligning holder de ringeste kvaliteter på markedet blot få år, da imprægneringsmidlet kun trænger ind i træets yderste overflade. Al træ fra Södra er desuden PEFC™-certificeret og stammer fra 100 procent bæredygtig skovdrift.

Hurtig levering fra stort centrallager

Södra kan garantere hurtig og effektiv levering uanset mængde, eftersom virksomheden har Sveriges største logistiklager af trykimprægneret lige på anden side af sundet ved Helsingborg. Den korte transportvej og den store lagerkapacitet betyder, at alle trykimprægnerede trævarer kan leveres uden forsinkelse.